Min passion for det gode forhold til den krop vi skal leve vores liv i, og den smukke mad der skal nære os, kommer som udgangspunkt fra, at jeg har prøvet ALT det modsatte.

Min passion er også drevet af, at jeg gennem mit liv har hørt kvinder i alle aldre tale om deres egen krop på en måde, hvor de absolut ingen venner ville have tilbage, hvis de talte sådan til andre.  Jeg har oplevet, hvor invaliderende et dårligt forhold til den fantastiske krop, der bærer os gennem livet kan være, og jeg har set hvor meget nydelse og glæde det kan koste, hvis vi ikke er i stand til at blive venner med kroppen.  Masser af skønne spildte timer, masser af spildt liv.

Jeg har siden jeg var en meget lille pige været meget opmærksom på min egen krop, og på den mad jeg spiste. Det var min mor og min mormor også. Og det blev min datter siden mig. Jeg er på den måde et led i en dronningerække af smukke og stærke kvinder, men også kvinder med virkelig problematiske krop og mad issues, der er blevet nedarvet fra mor til datter. Som den slags ofte gør.

Jeg har været vildt optaget af, om maden var fedende, slankende, sund, om gluten var farligt, om sukker var gift, om mælk egentlig er egnet til mennesker, om æg er at betragte som ligeså usunde som smøger, om rødt kød er lig med tarmkræft, om faste mon ikke er vejen til et lykkeligt liv, om man egentlig bør skylle det hakkede kød fri for fedt før man bruger det…  Nævn en vanvittig eller religiøs retning inden for ernæring og ”I´ve been there, and I´ve done that”… Og guess what? INTET af det gjorde mig nogensinde lykkelig eller ret sund for den sags skyld. Tvært imod.

Dét jeg tidligere i mit liv missede, og dér hvor jeg fejlede ALLERmest var, at jeg troede jeg kunne blive sund uden at lytte til min kloge krop. Ved bare at bruge mit hoved. Og det har faktisk typisk været i de perioder, hvor mit hoved har fået overtaget og hvor jeg har svigtet at turde mærke og stole på, hvad min krop fortalte mig, at jeg har haft det allerværst med min krop.

Endeløse slankekure, der ALDRIG har virket på den lange bane for mig (og dér er jeg ikke alene. 9 ud af 10 tager det hele på igen + ofte liiiige lidt ekstra!) er heldigvis i dag  blevet erstattet af en varm kontakt til og taknemmelighed for min krop. Den finder sin naturlige vægt, når jeg giver den kærlig bevægelse, tilfører skøn, sund og nærende mad, og især når jeg dropper forbud. For Kroppen er KLOG, og i dag har jeg i en alder af 50 aldrig haft det bedre, jeg har aldrig været sundere eller stærkere og jeg VED, at kroppen vil mig det godt. Den er VILD den krop, og det er derfor min passion og vision er at hjælpe mennesker – gennem accept, tillid, taknemmelighed, bevægelse, viden og terapi – med at opnå præcis det kropsliv de ønsker og har fortjent. Jeg har selv gået vejen – jeg ved det virker.

Relevant Uddannelse:

Umahro Certificeret Sundhedsrådgiver.

Uddannet Madmentor fra Marie Steenberger i 2020

Uddannet Life – og Business Coach fra Sofia Manning I 2016

Uddanner mig løbende, holder mig ajour med nyeste forskning og modtager månedlig supervision.

Tidligere: 30 år underholdningsbranchen, herunder 16 år som salgschef i FBI (Funny Business Inc.), turnéplanlægning, management, TV-Produktion og talentudvikler.

“Dét jeg tidligere i mit liv missede, og dér hvor jeg fejlede ALLERmest var, at jeg troede jeg kunne blive sund uden at lytte til min kloge krop. Ved bare at bruge mit hoved. Og det har faktisk typisk været i de perioder, hvor mit hoved har fået overtaget, hvor jeg har svigtet at turde mærke og stole på, hvad min krop fortalte mig, at jeg har haft det allerværst med min krop. ”