Kan man egentlig give kropslig selvværd og en ubekymret og glædelsesfuld tilgang til mad videre til sine børn, hvis man ikke selv har det sådan?
Jeg kender ingen mor eller far i verden, der ikke ønsker, at deres børn skal have det godt med sig selv. De fleste synes også at deres børn er helt unikke, smukke mesterværker og en del forældre er oven i købet rigtig gode til at sætte ord på, på dén måde at de er tydeligt anerkendende når det gælder deres børns skønhed og andre helt unikke egenskaber. Vi elsker vores børn og ser dem derfor i et varmt, kærligt lys.
Og så skulle man tro at man, som barn der vokser op i den slags ramme, VED at man er god nok, er elsket og præcis som man skal går ud i verden og er glad for sig selv? For det har éns forældre sagt og det har man hørt og l……. NEJ, det har man alligevel ikke altid lært og her er hvorfor:
Studier viser nemlig, at det ikke handler om hvad vi SIGER til vores børn om DEM, men hvad de hører os sige til OS SELV om os selv. Derfor er det SÅ vigtigt hvis vi ønsker at vores børn skal have det godt med deres krop og den mad de spiser, at vi som forældre går foran med et godt eksempel. Det kan ikke nytte noget at vi blot fylder dem med et arsenal af kærlige, anerkendende superlativer hvis dét de SER er at vi synes alting bliver bedre når vi har tabt 5 kg., eller de hører mor eller far tale grimt til og om deres egen krop.
Har du også nogle børn du elsker og som du gerne vil være et godt, selvkærligt forbillede for? Kniber det med din egen krops accept og videregiver du hæmmende madregler og kontrol til dem der kigger på dig og lærer af dig?
Læs hvad en session eller et forløb hos mig kan gøre for dig her
