Hvis du gerne vil i mål med noget vigtigt, er det en RIGTIG god idé at sætte et relevant hold omkring dig. Nogen der støtter dig, nogen der gør dig bedre end du som udgangspunkt er og nogen, der udfordrer dig kærligt og tror på,  at du kan nå dét, der er vigtigt for dig.

Bogen ”Min Cancer-Klan” er skrevet af tidligere produktionsleder på Nordisk Film Rikke Kristine Nissen og handler om hvordan hun, da hun fik konstateret brystkræft, samlede en tribe/en klan omkring sig af kvinder, der hver på deres måde – og UD over det lægerne præsterede - kunne hjælpe hende med at lykkes med at nå det ultimative mål: at komme igennem og blive rask. I bogens forord skriver Cecilie Frøkær: ”Vi har hinanden. Det er, hvad vi har” og den sætning har, siden jeg læste bogen, inspireret mig. Rikke Kristine BLEV rask og kom igennem, blandt andet med de ressourcer af mennesker hun bevidst socialt havde samlet omkring sig. Strategien kan sagtens respektfuldt inspirere, også når det handler om mindre livsvigtige mål: Om dét, der er vigtigt for lige præcis DIG.

Jeg betragter mig selv som virkelig rig og privilegeret på mennesker der, ud over min nærmeste familie, støtter mig og hepper på mig og som alle på hver deres måde og frekvens har hjulpet mig med noget af det, der har været vigtigt for mig i min vej mod et kropsliv, jeg er glad for og de gør mig fortsat LIDT bedre hver dag.

Nogle af dem, jeg er så heldig at have i MIN tribe er:

Umahro Cadogan, Functional Medicine Wizz, som jeg ud over at arbejde tæt sammen med også på daglig basis med sin ultra nørdede viden, gør mig kompetent klogere på sundhed, motion og krop. Hvor heldigt er dét?

Christina, mit daglige, gensidige livsvidne siden vi var 5 år, der blandt andet introducerede sejlsport, skisport og vinterbadning for mig OG som sørger for jeg passer min tandlæge og har styr på hvornår min opper skal afkalkes.

Sisse, som jeg har en on going over 10 år lang samtale med, der foregår ugentligt, året rundt ved en gåtur til Søbadet, et dyk i Øresund, sauna (hvis de vægge kunne snakke…) og et rum med ubetinget intimitet og loyalitet.

Mads, som månedligt drikker Grimbergen og spiser råt kød med mig OG som gennem en livstid har gjort mig klogere på hvad der egentlig foregår i mænds hoveder.

Abelone, som jeg har ”tak til Kroppen med” hvor vi – måske i et mudderbad i Ungarn, måske i et spa i København – helt aktivt siger TAK til kroppen,  for alt det gode den gør for os.

Mine lærere og mentorer, herunder Marie Steenberger: klog kone i en ung kvindes krop, der har uddannet mig i psykologien bag sundhed og selvkærlige kropsvalg og Sofia Manning, der ultimativt ændrede mit mindset gennem hendes formidable undervisning, som heldigvis aldrig igen kan aflæres.

Mit træningscrowd, dér hvor jeg sveder igennem, som jeg bliver GLAD i låget af at se, også kl. 07. om morgenen.

Hvem er DIT hold? Drømmer du om en krop, du er glad for?  Og vil du have mig på dit hold?

Hvis dit mål er vægttab, sundhed, madro og selvkærlige kropsvalg, vil jeg elske at hjælpe dig. Læs mere om det her.