Nogle gange sker der noget, som ændrer ens liv og ens perspektiv for altid.

Sådan en oplevelse havde jeg på Hellerup Strand, en sommer for længe siden. Jeg var ca. 20 år, det var varmt og dejligt og jeg lå omringet af mine – synes jeg dengang og synes jeg stadig – meget, meget smukke veninder. Jeg har nemlig vidunderlige veninder og på en måde har jeg altid båret dem med dén stolthed man bærer en meget smuk halskæde, med forskellige unikke perler. På én gang var det derfor dér på stranden for mig både et meget trygt sted at være, pakket ind i mine nærmeste og tætteste og samtidig var det også et sted jeg blandt dem prøvede at gemme mig. Jeg var nemlig deep down overbevist om, at jeg egentlig ikke var værdig eller god nok til at være én af dem. Jeg var rund, havde æblekinder og jeg følte mig tung og tyk og slet ikke i omgangshøjde. Når jeg i dag ser billeder af mig selv fra den tid, er det SLET ikke dét jeg ser. Der ser jeg en yndig, ung og skøn pige……. Dengang var det indeni bare SLET ikke sådan jeg havde det. Min krop var i kampberedskab og min tilstand var – trods den smukke sommerdag – TOP stresset af den benhårde indre kritiker, som herskede i min spæde pigekrop. Jeg håbede faktisk bare sådan, at jeg ikke blev afsløret og fik at vide, at jeg var et svageste led og blev dømt ude!

Så jeg lå altså på stranden og kiggede rundt. Få meter fra hvor vi lå fangede mit øje den smukkeste og, synes jeg, HELT perfekte unge pige, med langt, gyldent hår, runde perfekte bryster (det var dengang vi var topløse på stranden) og en helt perfekt lød og glød. Hun rejste sig op og rakte noget overraskende ud efter et sæt krykker og der gik faktisk et stykke tid før det gik op for mig, at hun manglede et ben. Hendes ene ben gik simpelthen kun til knæet, og hun brugte derfor krykkerne til at bevæge sig ned til strandkanten, på ét ben der sluttede i en fod, og ét ben der sluttede i luften ved siden af det modsatte knæ. Rank, smuk og med den mest inspirerende attitude jeg har set i mit liv, passerede hun os, og dén udstråling glemmer jeg aldrig.

Dét gjorde noget ved mig!

Hendes udstråling, der i DEN GRAD signalerede at hun var præcis hvor hun skulle være og at hun var smuk og i orden præcis som hun var. Og det VAR hun jo, uanset hvor mange ben der var koblet til hendes krop. Og så mig med mine standart 2 ben, der lå og synes at jeg var helt forkert…..

For mig er den pige – som jeg ikke aner hvad hedder, som jeg aldrig har talt med og som alligevel blev en major gamechanger i mit liv – blevet et symbol på 3 ting:

For det første lærte hun mig, at det er muligt at elske sig selv og ikke være begrænset på nogen måde, bare fordi man mangler et ben. Strand, kærlighed, karriere, grænser, drømme, you name it……… jeg var og er ikke et sekund i tvivl om at verden var den piges østers.

For det andet, at dét du HAR, er dit udgangspunkt og at det giver dyb mening at sige TAK, få det bedste ud af det og ALDRIG tro, at du først må være her, gå på stranden eller hvad F……. du har lyst til før du har tabt 5. kg……….. Eller der eventuelt er vokset et magisk ekstra ben ud af din krop……..

Og måske vigtigst: Så lærte hun mig taknemmelighed for det JEG har. Og det har jeg øvet mig på siden.

Vil du gerne se på din krop LIGE NU OG HER med nye øjne? Vil du gerne få det ud af livet som du drømmer om I DAG?

Læs om mit Madmentor forløb her