Hvorfor bliver vores blik på os selv mildere, når vi ser tilbage? Og hvad kan vi lære af det lige NU.
Jeg har for nyligt fået taget et ungdomsbillede af mig selv. Jeg er 50 år, jeg er grund tilfreds, jeg har taget nogle afgørende og modige beslutninger i mit liv, mine børn er store og på den fineste måde på vej ud i verden og jeg er glad og taknemmelig, når jeg står ud af sengen om morgenen.
Jeg forestiller mig at det er mit 80-årige jeg, der kigger på mit 50-årige jeg – og således BLIVER det jo til et ungdomsbillede - og tænker: Hvor var du dejlig! Fast i kødet, i virkelig god form – på vej mod dit livs form faktisk! – og en udstråling af drift og spark og den ret skønne kombination af erfaring og rigtig mange potente, gode år foran dig. En kvinde et rigtig godt sted i livet.
Kender du dét, at du ser billeder af dig selv som barn eller ung og tænker sådan?
Altså tænker, at du er smuk og dejlig, men også kan huske at sådan havde du det SLET ikke dengang? At du tvært imod var usikker, ked af dig selv og synes du var kikset og forkert?
Hvad nu hvis du LIGE NU OG HER kunne lære at kigge på dig selv med de milde, kærlige og medfølende øjne du kigger på dig selv med, når du kigger tilbage? Fordi du ved at – at ud over at der ikke er andet sikkert i tilværelsen end LIGE NU og at det derfor er så grundlæggende meningsløst at bruge energi på at være unødigt hård ved dig selv, så bliver du aldrig yngre eller smukkere nødvendigvis end du er LIGE NU.
Vil du gerne slutte fred med din krop, som den er NU og aktivt dyrke en stærk taknemmelighed over alt hvad den kan og giver dig? Med glæde, overskud og livslyst som sidegevinst?
Se hvad et forløb hos mig kan gøre for dig her
